Hvorfor vaccinere man katte?

Hvorfor vaccinere man katte?

Hvorfor vaccinerer man katte?

Én kat kan levet et langt og lykkeligt katteliv uden nogensinde at blive syg - også selv om den aldrig er blevet vaccineret. Der er bare ikke nogen garanti for, at den gør det.

Der er en reel risiko for, at katten får en infektion, som er vanskelig eller umulig at behandle. Hvis det sker, kan katten blive alvorligt syg eller måske dø - med mindre den er vaccineret.   

Ved at sørge for, at kattens vaccinationer altid er opdateret, beskytter du din kat og giver den de bedste forudsætninger for et sundt og godt liv.

Hvilke katte er særligt udsatte?

Alle katte bør vaccineres, men nogle katte er mere udsatte for smitte end andre. Risikoen er størst for katte, som også er udendørs, for her møder de ikke-vaccinerede katte, som kan smitte dem. Kattepensioner, dyreinternater og katteudstillinger er også steder, hvor smitterisikoen er høj.

Indekatte kan også få alvorlige infektioner, selv om de ikke er i direkte kontakt med andre katte f.eks. kan katteinfluenza smitte gennem luften og vi kan som mennesker bære smitte hjem på vores hænder, hvis vi har været i kontakt med anden inficeret kat (behøver ikke at være syg, men kan blot være smittebærer).

Killinger

Killinger er i starten beskyttet med antistoffer, de har fået via modermælken (forudsat at hunkatten er regelmæssigt vaccineret). Efter et par måneder ophører beskyttelsen. Herefter har killingerne brug for selv at blive vaccineret, så de kan danne deres egne beskyttende antistoffer mod sygdommene.

Hvilke sygdomme kan man vaccinere imod?

Kattesyge   

Kattesyge er en alvorlig virussygdom, der kan ramme katte i alle aldre, men især er alvorlig for killinger. Virus udskilles i afføringen og smitter direkte fra kat til kat eller ved kontakt med afføring, der ligger i miljøet (her kan virus leve i lang tid). Sygdommen udvikler sig som en voldsom maveinfektion med høj feber, appetitløshed, opkastninger og diarré og den ender ofte dødeligt.

Katteinfluenza  

Katteinfluenza er en hyppigt forkommende virusinfektion i de øvre luftveje, forårsaget af enten herpes- eller calicivirus. Den kan smitte direkte fra kat til kat via sekret fra næse og øjne samt fra spyt. Smitte kan også forekomme indirekte via genstande, mennesker og via luften. Alle katte kan rammes af sygdommen, men især yngre og ældre katte kan få mere alvorlige symptomer. Symptomer på katteinfluenza er feber, nysen og hosten, flåd fra øjne og næse og sår i mundslimhinden. Abort hos drægtige dyr kan også forekomme. Tit støder der andre infektioner til, der forværrer sygdommen. Katte kan blive kronisk syge (permanent syge eller de får gentagne "anfald" som ved herpes hos mennesker) og kan evt. dø.

Leukæmi  

Katteleukæmi er ligeledes en alvorlig virussygdom, der i visse områder af landet er et problem. Virus udskilles i bl.a. spyt, urin og afføring. Smitte sker især med spyttet f.eks. når katte slikker eller bider hinanden og via kattebure, foder- og vandskåle. Virus kan angribe og ødelægge knoglemarven, hvor røde og hvide blodlegemer samt blodplader normalt dannes, hvilket kan give forskellige former for leukæmi og blodmangel, der kan være så alvorlig, at katten dør eller må aflives på grund af sygdommen.

Chlamydophila felis (tidligere navn Chlamydia)

Chlamydophila felis er en bakterie, der kan give øjenbetændelse og forkølelse hos katte. Sygdommen er ret smitsom og sker ved direkte kontakt. Det er især katterier og husstande med mange katte, der kan have problemer med sygdommen. Sygdomsforløbet er normalt ikke særligt alvorligt, kortvarigt og de fleste katte kommer sig uden nogen former for behandling.   

Rabies (hundegalskab)   

Rabies er en meget alvorlig virusinfektion, der angriber nervesystemet og resulterer i hjernebetændelse. Virus smitter overvejende via bid og til alle varmblodede dyr, dvs. også mennesker. Sygdommen er som regel dødelig. I Danmark er der kun set rabiesvirus hos flagermus (der ikke selv bliver syge) og hos enkelte får.

Fordele ved vaccination

Regelmæssig vaccination beskytter mod en række alvorlige sygdomme. En vaccineret kat har et højt indhold af antistoffer i blodet mod den pågældende sygdom, så den ikke bliver alvorligt eller kronisk syg eller dør, hvis den udsættes for smitte. (Svage symptomer kan i sjældne tilfælde forekomme på trods af vaccination). 

Risici og bivirkninger  

Forekommer yderst sjældent. Der kan opstå lidt hævelse på injektionsstedet og enkelte katte kan blive lidt trætte umiddelbart efter vaccinationen, men det fortager sig i løbet af en dags tid.

Hvad skal katten vaccineres imod?  

I Danmark bør de fleste katte vaccineres imod kattesyge og katteinfluenza. I Skive og omegn er det relevant at vaccinere imod katteleukæmi, da vi jævnlig møder sygdommen på dyrehospitalet. I nogle katterier kan der endvidere være behov for at vaccinere imod chlamydia. I Danmark er det ikke nødvendigt at vaccinere imod rabies. Skal katten til udlandet er vaccination mod rabies påkrævet tillige med id-mærkning og pas, hvori dokumentation for vaccination er indført. Specifikke regler for rejse med kat kan ses på: www.foedevarestyrelsen.dk.