Nytår

Nytår

Her kan du finde gode råd om, hvordan du hjælper din hund igennem nytåret med mindst mulig angst og stress.

- Lad aldrig hunden være alene hjemme
- Undgå at fyre bordbomber og lignende af indendørs
- Lad hunden gemme sig og søge tryghed
- Indret gerne et gemmested
- Træk gardinerne for og tænd lyset
- Skru op for musikken
- Giv et mættende aftensmåltid
- Ynk ikke hunden, hvis den bliver bange. Det forstærker følelsen af angst
- Tag ikke hunden med ud kl. 24.00 

Nytårsaftensdag er det en fordel at gå en god, lang tur tidligt på dagen. Husk at lufte hunden i line, så den ikke har mulighed for at stikke af, hvis den bliver forskrækket. Aftenluftningen bør foregå i god tid, før skyderierne for alvor sætter i gang. Giv rigeligt med mental aktivering både i dagene op til og selve nytårsaften, så hunden er velstimuleret og træt. Som eksempel kan mævnes sporlægning, søgen efter godbidder og aktivitetslegetøj af forskellig slags.

Når tiden nærmer sig midnat, kan hunden tilbydes et kødben eller noget spændende legetøj. Nogle hunde vil dog være for bange til, at deres opmærksomhed kan afledes. Da skal de have lov til at gemme sig i fred og ro.

Der findes desværre ikke nogen nem løsning til at afhjælpe hundens nytårsangst. Foruden ovenstående råd findes der forskellige hjælpemidler, som kan anvendes alene eller gerne i kombination med hinanden.

Lydtræning
Angsten for fyrværkeri kan i værste fald brede sig til angst for høje lyde generelt. Det kan derfor anbefales at forsøge at afhjælpe angsten ved f.eks. lydtræning. Der findes lyd-cd'er specielt udviklet til dette formål. Men det er vigtigt, at træningen foregår i lige netop din hunds tempo - sørg for at få grundig vejledning, inden du går i gang. Lydtræningen kan evt. startes tidligt op i det nye år, så du er på forkant med næste nytår.

ADAPTIL
Diffusor, der sættes i stikkontakten og konstant afgiver signalstoffer, der af hunden opfattes som tryghedsskabende og beroligende. Det er vigtigt, at diffusoren sættes op , inden hundens angst er startet - dvs. helst 14 dage før nytårsaften. ADAPTIL findes også som halsbånd, der virker i 4 uger.

AnxiCalm og Zylkéne
Fodertilskudsprodukter, der virker angstnedsættende. Kan med fordel startes allerede i december måned, så effekten er til stede, når de første skyderier begynder. Produkterne kan ligeledes bruges som en hjælp under et lydtræningsprogram.

Receptpligtig medicin
En meget angst hund kan have behov for behandling med et angstnedsættende lægemiddel. Dette udleveres i samråd med dyrlægen.

For at få den bedste virkning skal behandlingen opstartes, inden hunden er nået at blive angst. Der startes derfor allerede om eftermiddagen og suppleres 4-6 timer senere, hvis det er nødvendigt. Virkningen af tabletterne er på sit højeste ca. 1-2 timer efter indtagelse.

Det er vigtigt at huske på, at formålet med hjælpemidlerne er at ændre hundens oplevelse af nytårsbragene. Den vil fortsat reagere på lydene og lysglimtene, hvilket kun er helt naturligt. Reaktionen vil imidlertid være mere afdæmpet, hvis effekten har været god. Det er IKKE hensigten, at hunden falder i dyb søvn eller bliver slinger, som f.eks. kan ske ved overdosering af den receptpligtige medicin.

Det er altid en god idé at skrive ned, hvordan behandlingen fungerede, så dosis evt. kan rettes til i kommende år.

Er du i tvivl, er det altid en god idé at snakke med din dyrlæge.