Vaccination

Vaccination af hvalpe og killinger

Hvalpe og killinger får antistoffer mod mange forskellige sygdomme igennem råmælken fra deres mor. Disse antistoffer benævnes maternelle antistoffer. De maternelle antistoffer bevarer deres beskyttelse i 8-12 uger. Efter dette tidspunkt skal hvalpe/killingerne selv til at danne antistoffer imod sygdomme i takt med, at de udsættes for dem. Hvalpe kan vaccineres fra 6-ugersalderen og katte fra 8-ugers-alderen. På den måde er det muligt at beskytte dem i den periode, hvor de overgår fra at have moderens antistoffer, til selv at skulle producere dem.

På Skive Dyrehospital anbefaler vi minimum 3 basisvaccinationer til både hvalpe og killinger:

Hvalpe
Basisvaccination til hunde beskytter mod hundesyge, leverbetændelse, parvovirus, parainfluenza og leptospirose. Vaccine mod kennelhostebakterien Bordetella kan tilvælges.

  • Hvalpe kan vaccineres første gang fra de er 6 uger gamle
  • Hvalpene bør vaccineres tre gange med 3-4 ugers interval. Den tredje og sidste primær-vaccination kan dog skubbes frem til, at hvalpen er 6 måneder gammel
  • Derefter skal hunden vaccineres i et-års-alderen eller senest et år efter den tredje primærvaccine
  • Basisvaccination er altså 3x som hvalp og cirka et år efter


Killinger
Basisvaccinen til katte beskytter mod kattesyge (Parvovirus) og katteinfluenza (Herpesvirus, Calicivirus). Vaccine mod Chlamydia og Leukæmi kan tilvælges.

  • Killinger kan vaccineres første gang, når de er 8 uger gamle

  • Killinger vaccineres i alt tre gange med 3-4 ugers interval. Den tredje og sidste primær-vaccination kan skubbes frem til, at killingen er 6 måneder gammel

  • Derefter skal killingen vaccineres i et- års-alderen eller senest et år efter den tredje primærvaccine

  • Basisvaccination er altså 3x som killing og cirka et år efter

Vaccination af voksne hunde og katte

På Skive Dyrehospital vil vi altid sammen med dig som ejer sammensætte vaccinationsprogrammet efter den enkelte hund og kats behov.

Der er store forskelle på dyrs behov for vaccination. Er der f.eks. tale om en ude- eller indekat? Er det en jagthund eller en hund, der ikke færdes blandt andre hunde? Bor dyret på landet eller i byen? Er det et gammelt eller et ungt dyr? Skal dyret passes i pension? Skal dyret med på udlandsrejse?

Vi vil sørge for, at vaccinationen er skræddersyet efter netop dit kæledyrs behov.